VI SKAL PASSE PÅ I ET EFFEKTIVT LANDBRUG, AT VI IKKE AT GLEMMER NATUREN

Tekst og foto: Peter Nordholm Andersen. Artiklen er tidligere bragt på Økologisk Nu.

Michael Nielsen gør ifølge Økologisk Landsforenings naturmedarbejder, Bent Rasmussen, det helt rigtige, når han lader en gammel mergelgrav op ad kløvergræsmarken gro til som et vildnis. Princippet om at lade det blomstre og rode batter meget for naturindholdet i et landbrug.

Michael Nielsens vestjyske bedrift er et godt eksempel på, hvordan man kan balancere mælkeproduktion og sikre gode vilkår for agerlandets vilde plante- og dyreliv.

Lærken er på vingerne. Lange sangstrofer triller fra den lille strube et sted på himlen over marken, hvor Michael Nielsens køer græsser.

"Lærken – den synger. Og det er det, der gør det dejligt at være herude. At der er liv, og at naturen er levende. Det kan jeg godt lide. Jeg nyder at komme ud og få nogle oplevelser – det er næsten det bedste ved at være landmand," siger den 50-årige Arla-mælkeproducent, der i 1997 omlagde arvegården til økologisk drift.

Den holdning har Michael Nielsen handlet på. Han skridter forbi nogle af gårdens 150 køer i retning af et konkret eksempel på, hvordan naturindholdet på hans bedrift har fået flere tunger, vinger og blade.

Det er en blæsende dag på marken, der er omkranset af tre-rækkede læhegn på alle sider. Her i det flade landskab ved Aulum mellem Herning og Holstebro suser der otte sekundmeter fra vest.

Ved hans side går Bent Rasmussen fra Økologisk Landsforening. Han er biolog og arbejder med naturindhold i det økologiske landbrug, og det er ham, der har peget på en landmand, som gør noget ekstra for naturen.

Vildnis med lys og skygge

Michael Nielsen standser foran et læhegn. Her er der læ for den kølige majvind, og man kan tydeligt mærke, at det hæver temperaturen. Som i et drivhus.

Inde bag læhegnet er et lille vildnis, som har fået lov til at gro op fra en tidligere mergelgrav. Et sted inde mellem en tæt række af piletræer og et par hyld glimter vandspejle i majsolen. Her er et virvar af vandpytter, krat og et miks af vilde planter i flere etager, lys og skygge, varme lommer og kølig luft.

Lægård – som gården vitterligt hedder – har ifølge landmanden altid haft den tilgang, at "vi skal passe på i et effektivt landbrug, at vi ikke glemmer naturen".

"Den skal også have sin plads. Derfor har vi altid prøvet på at lave nogle små oaser rundt omkring, hvor der er plads til det vilde plante- og dyreliv. Læhegnene giver en god randzone for det naturlige liv, der lever både på og omkring markerne," siger landmanden, der hurtigt er blevet omringet af en flok meget nysgerrige køer, der slikker på jakkeærmer og journalistens kamerataske.

"Men jeg må sige, at det er et svært dilemma at få tid og plads til at lave den slags tiltag, når man også har en produktion, man skal leve af. Det her er først og fremmest et landbrug."

Læ smitter af på markdriften

Bent Rasmussen er helt enig i, at det lille vildnis foran ham gavner naturindholdet.

Det er dog ikke ensbetydende med, at alle læhegn automatisk giver gode vilkår for alle arter, der er knyttet til agerlandet.

"En bred græsbræmme, som kun har buske og lave træer her og der, er meget bedre end de tætte, høje hegn, hvis det er agerhøns, landmanden vil hjælpe. Men her på gården er præmissen jo først og fremmest læ, så de kompakte læhegn er nødvendige. I sidste ende kommer det jo også an på, hvad det er for en type natur, landmanden gerne vil have," siger Bent Rasmussen.

"Hov! Hørte I det", spørger Bent Rasmussen midt i en anden sætning.

"Det er gøgen!"

"Det er vist den første gøg i år," supplerer Michael Nielsen med gnist i sin ellers meget rolige stemme.